Hvordan påvirker din blækprinter miljøet?

For de fleste af os er det at printe ikke noget, vi tænker meget over. Når vi er på arbejde bliver lange rapporter printet ud, og derhjemme printer vi madopskrifter, flybilletter og koncertbilletter ud. Men printpatroner er ikke godt for miljøet, da de er fyldt med kemikalier.

Mere end nogensinde før taler vi om menneskeskabte miljøpåvirkninger, og hvordan vi skal have mere bevidsthed ind i vores forbrug. Også for virksomheder bliver det tydeligere, at forbrugerne forventer, at de tager ansvar og opretter tiltag, der kan mindske deres miljøpåvirkning. Noget som de fleste virksomheder begynder at gøre i større og større omfang. Eksempelvis vurderer HP, at de har genvundet omkring 90 millioner kilo plastik fra brugte HP blækpatroner.

Hvad består en printerpatron af?

Lad os starte med at fastslå, hvad en blækpatron består af. En printers indre mekanik er et ekstremt miljø, hvor papir og maskine bliver udsat for varme, pres og kemikalier, der alle er nødvendige for at kunne printe.

De fleste blækpatroners hylstre består derfor af hård plast og stål, der er forstærket med tungmetaller som eksempelvis molybdæn og wolfram. Disse tungmetaller er enormt skadelige for miljøet og kan føre til jord- og vandforurening.

Hvor skal blækpatronerne hen, når de er tomme?

Når du har opbrugt dine blækpatroner, må du endelig ikke komme den i skraldespanden. De skal afleveres på en genbrugsplads under farligt affald. Når du afleverer dine blækpatroner, lasertoner og overskudstoner bør de desuden afleveres i en god emballage. På den måde undgås det, at der spildes blæk undervejs og risikoen for at patronen går i stykker minimeres, det kan nemlig forringe muligheden for at patronen kan genanvendes.

Idéer til at printe mere bæredygtigt

For det første kan du sørge for, at de blækpatroner, du køber, er genanvendte. Og du skal sørge for at sortere dine blækpatroner og derved sørge for, at de bliver genbrugte.

En anden mulighed er at tænke to gange, før du printer. Er det overhovedet nødvendigt, eller kan du have dokumentet på din computer eller telefon i stedet? Mange steder er det fint at vise koncert-, transport- og flybilletter på din telefon, og det er derfor slet ikke nødvendigt at printe.

Du kan også spare på det dyre farveblæk ved at printe i sort/hvid. Brug derfor kun farve, hvis det er stængt nødvendigt. Til sidst kan du printe på begge sider af papiret, så du sparer på papiret, som også er godt for miljøet.