Sådan lever du et liv uden slankekure

salat

Diætkultur og slankekure. Elsket og forhadt på samme tid. Nogle influencers poster gerne en håndfuld stories på Instagram, hvor de taler varmt om en ny, smart og dyr diæt eller slankekur. Andre influencers river diætkulturen fra hinanden. Hvad bør du gøre?

Slankekure giver vægttab, men …

Mennesker er forskellige. Derfor behøver dine kostvaner ikke at matche din nabos, venindes eller foretrukne influencers diæt. Derudover viser forskning, at diætkulturen klart har sine ridser i lakken. Især når diverse slankekure forsøger at snige sig med på vognen som en uovertruffen mirakeldiæt.

Den største rids er tydelig, da diæter og forskellige former for kure er midlertidige løsninger. De er symbolet på et desperat fix, hvorved du kan opleve sundhed, vægttab eller opnå god samvittighed. Det er dog kun på lånt tid.

En slankekur som kålkuren, low carb-kuren eller 8-timerskuren giver højst sandsynligt et vægttab. Dejligt. Desværre oplever de fleste, at vægten stiger igen efter kuren. Det skyldes, at de fleste kure og diæter er stringente og lavet til den korte bane.

Sæt delmål og få sunde madvaner

Langtidsholdbare diæter er vejen til et sundere forhold til mad. Medmindre du skal smide 12 kilo inden din kusines bryllup om tre uger, så bør du undgå at hoppe med på bølgen af ”fantastiske” slankekure.

Der er tale om en livsstilsændring, når du kaster dig ud i en langtidsholdbar diæt. Ved at sadle dit liv om i køkkenregi lærer du at leve et sundere liv i dagligdagen frem for i korte, hårde perioder. Det kræver til gengæld, at du ændrer dine madvaner – og det tager tid! Samtidig lader resultaterne også vente på sig, hvilket kan ødelægge motivationen.

Derfor er det vigtigt, at du sætter personlige delmål, som du kan opnå inden for en realistisk tidsperiode. Vi taler ikke år. Vi taler uger. Måske dage.

Delmålene kan bestå af små, men sunde ændringer i hverdagen. Du kan for eksempel udskifte den tunge lasagne med en vegansk aftensmad et par gange i ugen. Du kan udskifte morgenmadens chokolade-müsli med havregryn med æblestykker. I bund og grund kan du lave en masse små ændringer, der på sigt skaber store resultater!

Få et professionelt og personligt skub i den rigtige retning

Diæter på nettet er ofte lavet til alle. Problemet er, at alle mennesker lever forskellige liv, hvilket kræver forskellig ernæring. Derfor vil du højst sandsynligt blive skuffet, hvis du opsnapper en gratis diæt fra en træningshjemmeside på nettet.

Hvis du har svært ved at ændre dine madvaner, strukturere en ordentlig madplan eller finde alternativer til aftenssnacken, så fortvivl ej! Der er yderst kompetente og dygtige diætister, personlige trænere og andre fagfolk, der lever af at skræddersy diæter til mennesker, der gerne vil leve et sundere liv. Selvom de tager et beløb for deres ydelser, hjælp og rådgivning, så er det ofte en god investering.

De har forståelse for, at du lever et almindeligt liv med børn, mand og et fast arbejde. Derfor kan du selvfølgelig ikke leve af ris og kylling hver eneste dag. De er eksperter i langtidsholdbare diæter. De hverken lovpriser diætkulturen eller river den i stykker. De lærer dig, hvad du skal gøre for at leve et liv uden slankekure.

Sådan lever du et liv uden slankekure